Kære dagbog.
I dag blev endelig en god dag!
Ja man skulle egentlig ikke have troet det, fordi turen hertil var præget af alt andet end rette linjer.
For det første kan man spørge sig selv om ikke de totalt cool og professionelle instruktører burde have styr på noget så simpelt som datoer.
En af dem var dog kalendermæssigt kreativ, men heldigvis performer hun også godt under pres, så med en forsinkelse og en omvej via Geneve og Grenoble, nåede hun næsten at indhente feltet.
Hun fik dog også meget grundig hjælp, fordi en buschauffør havde stort held med at blokere den smalle bjergvej op til Alpe d’Huez.
Så mens den kære instruktør gladeligt fandt vej mod de sneklædte tinder, måtte samtlige fly-glade gæster forlige sig med at kigge på bagenden af en forlist bus, som blokerede den centrale trafikale kranspulsåre i 3 timer.
Sikke dog en “fest”! Men med vandreture op ad bjerget, samt nogle spredte tilfælde af blafferi, og en masse tålmodighed, lykkedes det endelig at invadere Le Refuge.
Efter sådan en dag, aften og nat, kunne vi i morges begive os ud i terrænet. Nogle steder var der sne, nogle steder var der grønt, nogle steder var der slushice.
Lige meget hvor vi var, blev der opnået bred enighed om at lige meget hvor god eller dårlig sneeen er, så er skiløb bare svært når man står i en sky, så på skræmmende kort tid blev baren komplet invaderet på Le Refuge.
Skyen har medbragt sne, og så skulle man tro at den hellige grav var vel forvaret og klar til en pistemaskine. Men nej, Alpe d’Huez var ikke færdig med at byde os velkommen: Vi skulle også lige have et skud D-vitamin fra verdens mest højtelskede griselampe, Solen.
Så med sol i øjet, Espresso Martini i leveren og et smil i hjertet, er dagen godt gået.
I dag blev endelig en god dag!
Ja man skulle egentlig ikke have troet det, fordi turen hertil var præget af alt andet end rette linjer.
For det første kan man spørge sig selv om ikke de totalt cool og professionelle instruktører burde have styr på noget så simpelt som datoer.
En af dem var dog kalendermæssigt kreativ, men heldigvis performer hun også godt under pres, så med en forsinkelse og en omvej via Geneve og Grenoble, nåede hun næsten at indhente feltet.
Hun fik dog også meget grundig hjælp, fordi en buschauffør havde stort held med at blokere den smalle bjergvej op til Alpe d’Huez.
Så mens den kære instruktør gladeligt fandt vej mod de sneklædte tinder, måtte samtlige fly-glade gæster forlige sig med at kigge på bagenden af en forlist bus, som blokerede den centrale trafikale kranspulsåre i 3 timer.
Sikke dog en “fest”! Men med vandreture op ad bjerget, samt nogle spredte tilfælde af blafferi, og en masse tålmodighed, lykkedes det endelig at invadere Le Refuge.
Efter sådan en dag, aften og nat, kunne vi i morges begive os ud i terrænet. Nogle steder var der sne, nogle steder var der grønt, nogle steder var der slushice.
Lige meget hvor vi var, blev der opnået bred enighed om at lige meget hvor god eller dårlig sneeen er, så er skiløb bare svært når man står i en sky, så på skræmmende kort tid blev baren komplet invaderet på Le Refuge.
Skyen har medbragt sne, og så skulle man tro at den hellige grav var vel forvaret og klar til en pistemaskine. Men nej, Alpe d’Huez var ikke færdig med at byde os velkommen: Vi skulle også lige have et skud D-vitamin fra verdens mest højtelskede griselampe, Solen.
Så med sol i øjet, Espresso Martini i leveren og et smil i hjertet, er dagen godt gået.