Granvalira - Andorra, uge 4

Af Carsten

Tidligt oppe, tidligt på Næstved stationen, afgang 6:48, med +2 timers buffer og planmæssig ankomst 8:19 CPH. Men så siger en DSB ansat, at han lige har talt med togfører, og at toget er 17 min forsinket! Ingen skiltning eller anden information herom. Og jeg tænker, hvorfor sker det altid for mig, lige netop en af de få gange jeg bruger det offentlige transportsystem. Godt man ikke er daglig pendler og afhængig af DSB.

Kl. 7:00 dukker der et tog op, heldigvis er toget fra Hovedbanegården mod lufthavnen også forsinket! så jeg kunne være på plads i god tid før aftalt mødetid 9:30 i terminal 2.

Alle dukkede op inden aftalt tid og vi fik checket ind, boardet og kom afsted mod Barcelona.

I Barcelona blev vi mødt af en flink guide, Lisa fra Quality Travel, og da al bagage inkl. ski var blevet udleveret, pakkede vi bussen, som skulle fragte os til Andorra, en tur på lidt over 3 timer oveni flyveturen af samme varighed. Der var lige et stop på en halv times tid undervejs til at strække benene og tisse af. Komfort og plads i bussen var vi ikke imponerede over.

Fremme i Pas de la Casa blev vi sat af ved pladsen foran kirken og så skulle der slæbes bagage og ski op til Hotel Mágic, som vi ikke lige havde fået den bedste rutevejledning til, eller også stolede vi for meget på dem, som havde været her sidst og deres stedsans. Indcheckning forløb fint og vi kunne sætte os til bords i den velbesøgte restaurant og få et ordentligt måltid ovenpå rejsen, herligt!

Den første skidag startede med, at nogle skulle finde skiudlejningen Viladomat og have udleveret deres ski, Stöckli Laser SC startede de ud med, godkendt indtil videre. Programmet var pistevisning med vores svenske medrejsende. Der blev forsøgt at smalltalke lidt med svenskerne, men det var svært at få kontakt. På turen blev en af vores deltagere pløjet ned af en svensker, så deltagerne fra Din Skiklub valgte derefter at køre vores egen pistevisning. Desværre fik Helle påkørt sin bagski på en måde, så hun fik vredet sit knæ så voldsomt at skituren endte her for hende. Og så på førstedagen, surt show.

På dag 2 var der skiskole med instruktørerne Nico og Yann, fordelt på 2 timer enkeltlektioner, og 9 timer gruppe lektioner over tre dage. Det var OK, men ikke som med klub instruktører, man kan godt mærke at de lokale instruktører skal have tiden til at gå.

Tilbage på hotellet råhyggede vi i hotellets bar, hvor vi bl.a. så skiløb med Christian Borgnæs og håndboldherrernes sejr over Tyskland i semifinalen. Vi havde ikke så meget at gøre med svenskerne på turen udover fælles arrangementer som Arcalis-turen samt ud- og hjemrejsen. Åbenbart syntes svenskerne ikke om hotel Mágic, for lidt fyrretræ for mange klinker! men vi var godt tilfredse, god mad, fin bar og fin rengøring på værelserne dagligt. God beliggenhed i forhold til lifterne og skiudlejning.

3. dag, tirsdag. Skiskoleholdet fik kørt lidt med Yann, vores lokale skiinstruktør. Yann fik pudset lidt af på stilen og givet individuel feedback til hver enkelt. Temperaturen er to-cifret varmegrader i dalen, men sneen er trods det rimelig at køre i.

4. dag, onsdag. Sidste dag på skiskole, Yann førte holdet til den yderste grænse af resortet, Canillo/El Tarter.

5. dag, torsdag. Der var arrangeret tur til Arcalis området. Det tog lidt over en time at køre fra Pas de la Casa til Arcalis. Der var portløbs-konkurrencer på de to bedste pister, så vi måtte køre omkring på de øvrige, indtil konkurrencerne var overstået. Det blev til nogle rigtigt gode nedløb og der blev eksperimenteret med forskellige ski imellem medlemmerne. Desværre kunne Helle ikke deltage på grund af skaden første dag, surt show. Men Helle er sej og holder moralen høj.

6. dag, fredag. Igen fik vi kørt godt rundt i Granvallira, og vi aftalte at være tilbage i Pas de La Casa for at spise sammen med stakkels Helle.

7. dag, lørdag. Den sidste på ski. Vi kørte tidligt ud for at undgå det værste rush. Planen var at køre til den fjerneste ende af Granvalira systemet i forhold til Pas de la Casa, det er Canillo Encamp. Det viste sig at pisterne mærket "Piste iregúlares" faktisk var nogle af de bedste, vi har kørt på. Vi fik kørt nogle gode nedløb og vendte tilbage til Pas de la Casa til frokost, nu skulle der spises Paella synes nogle. Nogle få kørte videre om eftermiddagen, mens andre nød solen og fordøjede skiferien i Andorra. Axel, guiden fra Quality Travel, kom lige forbi og gav de sidste informationer til hjemrejsen søndag.

8. dag, søndag, hjemrejse dag. Opsamling, klar 10:30 No Stress, bare udcheckning i Pas de la Casa og transport til Barcelona. Indcheckning næsten problemfrit, heldigvis havde Morten sit boardingpas fra udrejsen som personalet kunne finde rejsen frem på.

På flyveturen mod København blev der tilkøbt WIFI i flyet, så vi kunne se håndbold finalen.

Desværre skulle vi lande og dermed slukke, da der blev spillet i overtid, og resultatet så vi først da vi var landet, øv.

I terminal 3 tog vi afsked efter en dejlig uge i super godt selskab og ønskede på gensyn en anden gang i sneen.