Lofer uge 10 - Et skieventyr
|
Skrevet af: Asbjørn Thorn Poulsen, 11 år Der var en gang en lille skiklub i Danmark. I skiklubben var der en masse børn, der syntes det var kedeligt at være hjemme i Danmark. For skibørnene boede forskellige steder, og de gik i en kedelig skole uden ski, og der var ingen sne og bjerge at stå på ski på. Men en dag, hvor der var skimøde i skiklubben, kom en troldmand ind af døren. Han sagde: ”Modige venner fra nær og fjern, jeg har brug for jeres hjælp. Den onde tågeheks er i Lofer og ødelægger alt det sjove i at ski! Hun laver brune pletter på bjerget og tryller det sne, der er, om til slushice, som er virkeligt dårligt at køre på. Den sne, der ikke er slushice, er is, som også er virkeligt dårligt at køre på. Men det værste af alt er, at hun har omringet bjerget med en tyk tåge, som gør det næsten umuligt at køre på ski. Jeg har brug for skibørnenes hjælp til at bryde forbandelsen og befri Lofer.” Skibørnene og deres forældre besluttede sig for at hjælpe Lofer. Men inde i Skiministeriet sagde de “Nej” til at lade skibørnene drage afsted. Skibørnene ville ikke lade Lofer i stikken, og sammen med deres forældre tog de ind til Skiministeriets generalforsamling. Der blev det besluttet, at skibørnene skulle afsted til Lofer i uge 10. Hurtigt fandt de en turleder og en masse søde og dygtige instruktører, der kunne hjælpe skibørnene. I uge 10, 2024, tog 35 skibørn fra Din Skiklub til Østrig for at redde Lofer. De kom fra alle egne af Danmark og begyndte rejsen i enten bil, bus eller fly. Det tog laaaaaaaaaang tid. Men til sidst kom de alle sammen frem til Lofer. De mødtes og lavede en lejr, som de kaldte ”Dax”. Her planlagde de at blive i 8 dage og besejre heksen fra Lofer. Men da de alle sammen var ankommet, manglede de en instruktør. ”Hvor er Sky?”, spurgte børnene. ”Hun skulle hjælpe skibørnehaven sammen med Sonja!” ”Det ved jeg”, sagde Mao. ”Hvem er du???”, spurgte alle børnene. ”Jeg er her, fordi Sky har brækket sit ben på vejen. Sky var på vej på mod Dax for at hjælpe jer, men pludselig kom den onde heks farende ud af tågen og brækkede hendes ben”, sagde Mao. ”Men hvem er du?”, spurgte alle børnene igen. ”Jeg kaldes for Mao og kender Sky. Da Sky brækkede sit ben, så ringede hun til mig og spurgte om jeg ville hjælpe de seje børn i skibørnehaven i stedet for hende. Det ville jeg selvfølgelig gerne, så nu er jeg her.” |
 |
 |
”Nåre OK”, sagde alle skibørnene, ”men nu skal vi ud på ski!” Så gik alle skibørnene ned og tog liften. Men da skibørnene kom op på toppen af bjerget i Lofer, var tågen så tæt, at man kun kunne se to meter frem. Nogle af de voksne mente at det var alt for tåget til at stå på ski L, og de tog ned igen. Men skibørnene ville stå på ski alligevel, og kørte ud på bjerget – også selvom de ikke kunne se noget. Så tænkte skiinstruktøren Desirée, at skibørnene bare skulle have nogle selvlysende trøjer på, så ville børnene kunne se hinanden, og hun ville kunne se dem i alt tågen! Derfor tog hun alle børnene med tilbage til Kålormen for at finde skiklubbens trøjer. Mens hun ledte sammen med Pernille og Mao, så kunne børnene lige tage en tur på børnebakken. Men det viste sig at være en fælde. Den onde tågeheks havde gemt de selvlysende trøjer for instruktørerne, og mens de gik rundt og ledte efter dem på bakken, så dukkede den onde tågeheks pludselig op inde i Kålormen, hvor børnene var på vej op. ”Hahahaha” gnækkede hun. ”I troede nok det vil blive nemt?” Så begyndte hun at messe en trylleformular, så alle skibørnenes ski ville blive ødelagt… Men skibørnene kunne godt gennemskue hvad hun havde gang i, og heldigvis kendte de en modbesværgelse. ”HVAD KAN VI LI?”, råbte et af børnene, og de andre svarede: ”AT STÅ PÅ SKI!”. Så råbte den første igen: ”HVAD SKAL DER PÅ?”. De andre svarede igen: ”FART PÅ!”, og til sidst råbte det første barn igen: ”HVAD ER DET VI ER?”, og de andre svarede: ”BEDRE END DE VOKSNE!”. Nu begyndte heksen at miste kræfter, og hendes formular blev svagere og svagere. Nu kunne den ikke ramme alle børnenes ski, men den ramte stadig Asbjørn og ødelagde hans ene ski. ”ARRGHHH”, råbte heksen ”JEG KOMMER TILBAGE!”, og så forsvandt hun. Asbjørn stod nu med én hel og én brækket ski, og kunne ikke komme videre. Men så kørte alle børnene bare på én ski indtil skilægen, Dr. Horn, tog den brækkede ski med ned til den magiske skibutik og fik fat på nogle nye ski til Asbjørn. |
|
Da skibørnene kom tilbage fra ski, gik alle børnene ned i deres hemmelige mødested i kælderen under Dax for at lægge en plan for at besejre heksen én gang for alle. Men der var et problem. De vidste ikke hvordan heksen kunne besejres. ”Prøv lige at se der!”, sagde Linus. ”Der er en tilfældigt placeret konvolut!” ”Faktisk er det forfatteren, der har placeret den her, fordi han ikke kunne komme på en god forklaring på, hvordan at vi fandt ud af, hvordan vi kunne besejre heksen.”, sagde Lukas. ”Hey!!!”, råbte Frederik. ”Det er ikke meningen, at de andre skal vide det!” ”Undskyld”, svarede Lukas. ”Det havde jeg lige glemt.” Skibørnene samlede konvolutten op og læste brevet: “Kære skibørn Hvis I vil besejre heksen, så skal I gøre som følgende:
Det store opgør: Kør ned af heksebakken 1.000 gange! (Ja, det skal være præcist 1.000 gange.) Hvis det ikke er nok – så må I selv finde ud af resten…” Da de var færdige med at læse det, fløj konvolutten og brevet op i luften og forsvandt. Men nu vidste de, hvad de skulle gøre. Sammen var de nu klar til at besejre heksen én gang for alle. |
 |
 |
I fem dage trænede skibørnene sammen med deres instruktører, og gjorde sig klar til at kæmpe mod heksen. Den sidste dag var de alle sammen på ski og klar. De kørte ned til heksebakken for at gå i gang med de 1.000 ture, men så kom Tågeheksen frem og sagde: ”Tror I stadig, I bare kan besejre mig, små fjollede børn??? Der tager I fejl… Hvis I kører ned her, så bliver det værst for jer selv, for jeg...” Børnene havde ikke tid til at vente på, at heksen skulle blive færdig med sin kedelige lange tale, så de begyndte bare at drøne ned af bakken. ”Hey - jeg var ikke fær…”, råbte heksen efter det første barn, der kom susede forbi hende. ”Nu stopper i me…”, råbte hun da det næste barn kom. ”Sidste cha…”, råbte hun, men der var det tredje barn for længst fordi hende. Nu var heksen så vred som den tungeste tordensky. Hun hoppede op på sin onde heksesky og fløj efter skibørnene. De gjorde som de havde læst i konvolutten. Først råbte de kampråbet: ”Hvad kan vi li? – Stå på ski! Hvad skal der på? – Fart på! Hvad er det vi er? – Bedre end de voksne!”, og så lavede de alle sammen hockeystop for at blænde heksen. Men det virkede ikke… En efter en fik den onde heks fat på børnene, og fik dem væltet ned i sneen. Til sidst var der kun tre børn tilbage. En dreng der hed Casper, hans søster Anna og en pige mere der også hed Anna. De lavede hockeystops som gale, og råbte kampråbet så mange gange, at de til sidst kunne det bedre end deres egen bukselomme. Imens lå de andre børn i sneen og kunne ikke komme op igen. De vidste ikke hvad de skulle gøre, for det havde konvolutten ikke sagt noget om. Så var der tre små seje piger, der begyndte at lave sneengle. Ved at lave sneengle fik de vinger et kort øjeblik, og kunne bruge dem til at flyve op af sneen og køre på ski igen. Det var i sidste øjeblik, de tre små seje piger fandt ud af det, for netop som de kom op og fortalte de andre børn, hvordan man kunne komme fri, så fangede heksen Casper og smed ham ud i offpisten, hvor han slog sit haleben. Nu kom alle børnene på benene og drønede ned af heksebakken indtil de kom op på 1.000 gange ned af den. ”Nå gamle heks - hvad vil du gøre nu?”, råbte alle børnene i kor til heksen. ”J-j-jeg - jeg ved det ikke…”, svarede heksen. ”Måske eksploderer jeg bare og bliver forvandlet til en million stykker slik.” Og det var lige hvad der skete… Heksen eksploderede og der faldt en million slikstykker ned i sneen omkring Lofer. ”Hurra!”, sang skibørnene i kor. ”Vi gjorde det - nu er heksen besejret! Vi har befriet Lofer og kan vende hjem som helte med lommer fyldt med slik.” |
|
Nu så skibørnene op mod himlen. Tågen begyndte langsomt at forsvinde, og i stedet begyndte solen at komme frem. Da skibørnene næste dag tog gondolen op for at ski, havde der været et dejligt lille snevejr forbi, som havde lavet virkelig lækkert puddersne til dem. Nu kunne skibørnene endelig få lov til at køre på ski i fred og ro, og det gjorde de lige indtil de skulle hjem til Danmark. Før de tog hjem, fik alle skibørnene overrakt et flot diplom, som bevis for at de havde befriet Lofer, og der stod også på det, hvad de enkelte børn havde været særligt seje til. Da de skulle hjem, var de alle sammen lidt kede af det. De skulle hjem efter den bedste skitur, de nogensinde havde været på. De skulle sige farvel til alle deres gode skivenner, og hjem til deres kedelige normale skoler igen. |
 |
 |
Det var en lang tur hjem. Børnene i bussen lavede tryllestave, så de var klar til næste eventyr. Dem i flyet kiggede efter hekseskyer, og dem i bilerne spiste deres hekseslik. Men uanset om de kørte hjem i bus eller bil eller fløj hjem med flyet, sad de alle og tænkte på præcist det samme. ”Hvornår skal vi på ski igen?” Men alt ender på et tidspunkt, og det gjorde hjemturene også. Da de alle kom hjem, så stillede de deres mor, deres far og deres skiklub det præcist samme spørgsmål ”Hvornår skal vi på ski med Din Skiklub igen?” Ingen ved det endnu, men alle glæder sig til, at den lille skiklub skal ud på nye eventyr til næste år. |